Abort
Livet starter ved undfangelsen. Biologisk set er fosteret, fra æg- og sædcelle smelter sammen, et selvstændigt individ, som har eget DNA.
Abort betyder afbrydelse af liv — menneskeliv, som alle burde nyde samme rettigheder og beskyttelse, uanset om de befinder sig på indersiden eller ydersiden af maveskindet.
Pligt til bevarelse af liv
Der er sket et kæmpe skred i opfattelsen af det at være menneske. I 1948-udgaven af Genéve-deklarationen, gældende for læger, stod der eksplicit, at livet skulle beskyttes "fra undfangelsen". I dag er dette ændret til det ubestemmelige "fra dets begyndelse" for at give plads til fri abort. Efter de Internationale regler for lægeetik, som danske læger også skal overholde, har en læge altid pligt til at bevare menneskeliv. Hvis man vil udføre abort, må man altså fornægte, at der er tale om et menneske.
Ret til liv
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Artikel 2, er ethvert menneskes ret til livet beskyttet ved lov, og ingen må berøves livet uden en domsafsigelse. Dette harmonerer ikke med, at der hvert år udføres dødsstraf uden dom på over 15.000 ufødte mennesker i Danmark.
Den ufødtes retsbeskyttelse
Ifølge arvelovens § 94, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, har et barn arveret, hvis det er undfanget før farens død og senere bliver født levende. Her er det netop tydeliggjort i lovgivningen, at livet starter ved undfangelsen. Efter denne bestemmelse kan en kvinde således vælge at abortere sit barn for at sikre sig arven efter barnets far. Hvor ville det ellers kunne forekomme, at man i berigelsesøjemed kan tage livet af et andet menneske uden straf?
Frihedskæmperne mener
- at abort er mord og skal forbydes
- at abortkulturen er et produkt af en uansvarlig holdning til seksualiteten
- at det primært er familiens opgave at træde hjælpende til, hvis en ung pige bliver gravid
- at den gravide alternativt kan benytte sig af de eksisterende hjælpeorganisationer
- at adoptionsreglerne bør lempes